Nu er det vores tur til reform - Modlys

Nu er det vores tur til reform

Reformationen er en kontinuerlig proces. Der er stadig behov for at lade Bibelen navigere os til noget større end os selv.

Alle idéer kommer et sted fra og fører et sted hen og opstår enten som en positiv videreudvikling af andre idéer eller som kontrast til noget andet. Det gælder også Reformationen for 500 år siden. Inspirationen kom fra forud tænkte tanker og idéer og udspilledes som en modreaktion til tilstanden i den middelalderkristendom, den gerne ville reformere.

En kontinuerlig proces

Reformationen har fortsat givet inspiration til nye tanker og indgår derfor som led i en kontinuerlig proces, vi aldrig bliver færdige med. Mennesker, der ophører med at hente inspiration fra deres rødder og ikke længere videreudvikler deres tanker, så de bliver nærværende for nutiden, vil naturligvis stagnere. Den kristne kirke er kaldet til at være levende, men desværre er den alt for ofte gået i stå enten ved at låse sig fast i traditionen eller ved mangel på engagement. Reformationen må vi aldrig blive færdige med, men det skal naturligvis ikke være reformation for reformationens skyld eller forandring for forandringens skyld, der skal være målet i sig selv.

Formålet med reformation

Reformation af kirken har to formål. For det første skal den befri kirken fra falsk lære og praksis og for det, der fjerner fokus fra det væsentlige, eller for det, der kun har midlertidig relevans. For det andet må reform eller fornyelse af kirken have det formål, at evangeliets sandhed og gode nyheder bliver talt mere effektivt ind i nye tider. Derfor er enhver sand reformation også kendetegnet ved det, vi kalder vækkelse, som betyder, at et engagement vækkes til live, og gamle sandheder formidles på nye måder, der passer ind i samtiden.

Arven fra reformationen

Reformationen var en skelsættende begivenhed i 1500-tallet, og selvom reformation må være noget fortløbende, så var det, der skete dengang, så markant en omvæltning, at man godt kan tale om et før og efter. Før Reformationen havde kirken udviklet sig til noget, der på mange måder stod som en modsætning til den kristendom, Jesus havde indstiftet. Derfor kunne Luther og de andre reformatorer gå så vidt som til at kalde pavekirken for Antikrist, hvilket egentlig blot bundede i det, som den katolske kirke selv sagde, når den omtalte paven som Kristi stedfortræder.

De teologiske erkendelser, som kom med Reformationen om Bibelen, frelsen og kirken, var omfattende og berørte de essentielle elementer i kristendommen. Derfor er disse grundlæggende erkendelser langt hen ad vejen nogle, som vi blot må takke reformatorerne for og anstrenge os for at holde fast i. Men der var også teologiske områder, hvor reformationen gik i stå og burde være kommet nærmere den kristendom, Jesus indstiftede. Reformationen afsluttes derfor aldrig, men må fortsætte ved at søge tilbage til Jesu oprindelige idé og formidle denne ind i nutiden.

Reformation eller restauration?

Hvis kirken var kommet på afveje i middelalderen i for- hold til den oprindelige bevægelse, der er beskrevet i Det Nye Testamente, hvad skulle der så til for at bringe kirken på ret kurs igen? Var det nok med reformer, eller var det nødvendigt at gå mere radikalt til værks og tale om en egentlig genoprettelse? Allerede i 1500-tallet opstod der mange retninger i reformationen.

Disse kan groft inddeles i tre hovedretninger:

  1. Lutherske protestanter, som vi kender bedst, fordi det var den retning, der slog stærkest igennem i Nordtyskland og Norden.
  2. Den reformerte kirke, som sprang ud fra Zwingli og ikke mindst Calvin i hhv. den tyske og franske del af Schweiz. Den calvinistiske retning blev siden stærk særligt i Holland og Skotland.
  3. Den radikale reformation, som i første omgang ikke fik en stærk geografisk base, men eksisterede i enklaver spredt rundt omkring i Europa. Den væsentligste adskillelse mellem denne retning og andre er synet på dåben. De anerkendte ikke barnedåben og praktiserede kun bekendelsesdåb og fik derfor tilnavnet anabaptister.

Særligt i den radikale reformation mente man ikke, at Luther, Zwingli og Calvin gik langt nok, men at der derimod var brug for en genoprettelse af den nytestamentlige kristendom snarere end blot reformer af den eksisterende teologi. Vi taler meget om de store reformatorer og ikke mindst om Luther. Det har desværre sat arven fra den radikale reformation og anabaptist- bevægelserne (gendøberne) noget i skyggen. For at forstå deres behov for en genoprettelse eller restauration af kristendommen, må vi først tilbage dertil, hvor det for alvor gik galt for kristendommen.

Kejserlig og pavelig magt

I århundrederne, der fulgte efter apostlene, skete der mange frafald fra den nytestamentlige kristendom. Det er det frafald, Reformationen havde til hensigt at rette op på. Der var mange ting, der var gået skævt i kristendom- men set fra et protestantisk synspunkt. Vi kan her nævne nogle af de mest oplagte: helgen- og relikviedyrkelse, afladshandel, pavens og præsteskabets rolle, sakramen- ternes næsten magiske betydning og flere andre ting. Hvis man skal søge ind til kernen i det, der var gået galt i den middelalderlige romerske kirke, så handler det om frelsen, kirken og skriften – og måske til syvende og sidst om autoritet. Man havde sat kirken som institu- tion i centrum for kristendommen – vel at mærke på en uheldig måde. Der var ingen frelse uden for kirken. Der var ingen udlægning af skriften uden for kirken. Kirkens embedsmænd havde deres autoritet i et hierarki oppefra og ned – fra pave via biskopper til præsteskabet. Dermed blev frelsen forvaltet gennem sakramenter af præster, hvis autoritet alene udsprang af deres ordination. Det udviklede sig efterhånden til at handle om magt. Det største problem var måske ikke så meget det, at kirken kom i centrum, men at kirken blev defineret af pave og biskopper og ikke af fællesskabet af alle troende. Netop dette lykkedes det fint for både Luther og de reformerte kirker at gøre op med.

Men der var også et andet aspekt, som var ligeså væsentlig en årsag til frafaldet. Det var, da kristendommen, med kejser Konstantin som den første kristne kejser, påtog sig den verdslige magt. Kirken forandrede sig dermed fuldstændigt fra at være et fællesskab af efterfølgere og disciple af den korsfæstede Kristus, hvor forkyndelse og budskab havde været gennemsyret af ideen om Guds rige, og hvor magt udøvedes gennem kærlighed, tjenersind og ikkevold. Nu blev den i stedet en institution, der udøvede sin magt med sværd, tvang og undertrykkelse,

hvis klimaks vi kender fra de frygtelige korstog, hvor kristenhedens fjender og kættere af forskellig art blev massakreret eller brændt på bål. Denne konstantinske kristendom blev den dominerende og resulterede i en forening af kirke og stat. Det skred, der således skete i kristendommen, lykkedes det ikke hverken den lutherske eller den reformerte tradition at gøre op med. Ganske vist fik man senere fravristet paven denne magt, men den blev desværre blot erstattet af noget lignende. I de lutherske lande blev det fyrsten eller kongen, der stod i spidsen for statskirker, som nu blot blev mere nationale, hvor den romersk katolske kirke dog i det mindste havde været international. Hos de schweiziske reformatorer kom det til udtryk gennem teokrati som f.eks. i Geneve.

De store reformatoriske retninger fik ganske vist rettet op på mange væsentlige teologiske spørgsmål, men de fortsatte den konstantinske kristendoms udøvelse af magt og var ikke tolerante over for anderledes tænkende.

Hvad betyder reformation så i dag?

Når vi i år fejrer 500-året for Reformationen, så er det naturligt, at vi spørger os selv, hvad vi skal bruge det til i dag. Vi lever i en tid, hvor kristendommen er udfordret af sekularisering. Dette kan vi selvfølgelig se på med bekymring fra kirkens side, men måske kan der også komme noget godt ud af det. Hvis den konstantinske statskristendom er ved at miste sin indflydelse og appel, så kan kirken være på vej ind i en tid, hvor dens rolle minder mere om situationen fra de første århundreder, før det hele gik galt. Hvis reformationens ærinde er at rette op på den forvandling af kristendommen, der skete i det tredje og fjerde århundrede, hvor kristendommen endte som sin egen modsætning, så er denne udvikling måske ikke ubetinget uheldig.

Reformationens store erkendelser om troen alene, nåden alene, skriften alene og Kristus alene er stadig relevante i dag. Vi er drevet af forventning om præstation og selvpromovering, og på den måde skal vi nærmest frelse os fra os selv gennem at skabe vores egen tilværelse. Vi har brug for den frihed, det giver, at kunne tage imod og ikke altid skulle gøre os fortjent til alting. Vi står også i fare for, at vi selv bliver vores egne pejlemærker. Når det sker, vil vi reelt miste orienteringen i vores liv. Reformationen gav os adgang til at kunne anvende Bibelen til at navigere efter, men hvad hjælper det, hvis vi ikke gør brug af den mulighed? Derfor er der behov for, at vi begynder at læse Bibelen igen og lader den give os noget at orientere os efter, som er større end os selv.

af Lasse Bech

Præst og leder for Adventistkirkens
afdeling for religionsfrihed.

Få endnu mere af vide om Martin Luther

Tag med på rejsen fra hans studietur til Rom, hans oplevelse af pavekirken og til han slår sine teser op på kirkedøren i Wittenberg. Oplev det hele i det første Modlys magasin.

Læs magasinerne online:
“Modlys – Martin Luther – Manden der ville forandre kirken”
“Modlys – Kirken har stadig brug for reformation”

Bestil begge magasiner her
40 sider om luthers liv

Forbind med os

– vil du vide mere om Adventistkirken så udfyld formularen her. Så skriver vi tilbage til dig, og hjælper dig med dine spørgsmål og kommentarer.