Anabaptister Reformationens Glemte Folk - Modlys

Anabaptister Reformationens Glemte Folk

Reformationen var meget mere end Martin Luther.

Nogle var radikale – de fleste var pacifister
Når man taler om Reformationen, tænker de fleste på Luther, Calvin og Zwingli. Men i virke- ligheden var der mange flere. Det var faktisk en bevægelse – en reformations- bevægelse. En gruppe eller mere korrekt flere grupper i denne bevægelse var ana- baptister. Nogle betegner denne gren af Reformationen: ”Reformationens venstre fløj” eller den ”radikale refor- mation.” Det var radikale kræfter, som ikke alene ville forandre enkelte lærepunkter, men de ville forandre hele det middelalderlige samfund.

Det ledte til voldelige handlinger mod kirken og øvrigheden og endte til sidst ud i bondekrigen (1524 – 1525). Men her taler vi ikke om ana- baptister. Derfor vil vi indskrænke os i denne artikel til de fredselskende anabaptister, hvor mange af dem endda nægtede at bruge vold og også nægtede at bære våben. De var med andre ord pacifister.

Desværre skelnede Luther ikke mellem de forskellige grupper, som ikke var tilfredse med hans reform. Han skar dem alle over en kam og kaldte dem ”Schwärmer” (sværmere).

Hvem var disse anabaptister? Bevægelsens begyndelse
Anabaptist betyder, at man bliver døbt igen. Derfor er de også kendt under navnet: ”gendøberne.” Men dette navn blev givet til dem af deres modstandere. De selv kaldte sig bare for ”brødre.”

Lørdag den 21. januar 1525 blev den tidligere katolske præst, Georg Blaurock, døbt i Felix Mantz hus i Zürich i Schweiz af lægmanden Conrad Grebel. Ugen efter blev der i den nærliggende landsby Zollikon døbt 33 personer. Kort tid efter blev der i Waldshut, nord for Zürich, døbt 60 personer. Deriblandt en af de kendte anabaptistledere, Balthasar Hubmaier, der selv ved påsketid samme år døbte 300 personer.

Fra denne spæde begyndelse spredte anabaptisterne sig til det meste af den vestlige del af Europa. Man kan kalde anabaptistbevægelsen for en bevægelse inden for reforma- tionsbevægelsen. Nyere undersøgelser har vist, at anabaptisterne også snart fandtes i den nordlige del af Tyskland og hele vejen op ad Østersøkysten til Danzig og Königsberg.

Forfølgelsen begynder
Da reformatoren Zwingli fra Zürich i Schweiz ikke kunne blive enig med anabaptisterne om deres syn på dåben, besluttede Zürichs bystyre, at nyfødte spædbørn skulle døbes som hidtil. De forældre, som nægtede at lade deres børn døbe, skulle forlade deres by og kanton. Da anabap- tisterne ikke ville forlade deres by og deres region, blev de første snart sat i fængsel.

Felix Mantz, den lærde hebraisk- kyndige, var den første, der led døden. I 1527 blev han bundet, lagt i en båd og smidt i floden Limmat i nærheden af Zürich. Balthasar Hubmaier, der kort efter sin egen dåb døbte 300 andre personer, blev brændt på bålet i Vienna i 1528. Tre dage senere blev hans trofaste hustru druknet i Donau floden. Også Georg Blaurock, den tidligere katolske præst, der blev døbt først, blev brændt på bålet i 1529. Vi har her kun nævnt nogle få af de mange, der led den samme skæbne.

Hvad troede anabaptisterne på?
Allerede i 1527 forsamledes forskellige anabaptistledere i Schleitheim i det nordlige Schweiz og blev enige om syv grundlæggende trosartikler:

  1. Kun troende mennesker skulle døbes efter personlig omvendelse og en villighed til at blive Kristi disciple.
  2. Mennesker er ikke fuldkomne, efter de bliver døbt. De vil stadigvæk falde i synd. Derfor skulle der administreres menighedsdisci- plin, sådan som vi finder den beskrevet i Matthæusevangeliet, kapitel 18.
  3. Nadveren var en mindehøjtid for at mindes, hvad Kristus har gjort for os. Man afviste den katolske forståelse af ”messen,” men også Luthers forståelse af Kristi direkte tilstedeværelse i brødet og vinen.
  4. De troende skulle leve adskilt fra ”verden” og forlade ”Babylon.” Ligesom Luther forstod de ”Babylon” som en antikristelig institution med paven og alle hans gudstjenester og kirkelige fester. Men de skulle også holde sig fra ”druk-huse” og meget andet.
  5. Præsten skulle være en person med god anseelse. Han skulle være i stand til at prædike, lære og formane. Den lokale menighed skulle selv sørge for sin pastors underhold.
  6. I udøvelsen af disciplin accep- terede de kun udelukkelse fra deres fælleskab i alvorlige sager, men aldrig brugen af sværdet – altså ingen dødsstraf.
  7. Edsaflæggelser var ikke til- ladt. Efter deres forståelse var Kristus imod at sværge og aflægge ed. Et ”ja” eller ”nej” skulle være nok for en kristen.

Troen først – derefter dåben
Anabaptister holdt sig til de store reformatorers ord, at ”skriften alene” (sola scriptura) skal være grundlaget for den kristne tro, også når det gælder spørgsmålet om dåben. Derfor pegede de igen og igen på det, som Jesus lærte, og på hans eksempel. Nøgleteksten var Matthæusevangeliet, kapitel 28, vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Teksten gør det klart, at man først skulle undervise: ”gør folke- slagene til mine disciple,” før man døber dem. Anabaptisterne følte, at denne rækkefølge ikke skulle vendes rundt. For dem var det indlysende, at spædbørn ikke kunne undervises i den kristne tro og derfor ikke skulle døbes. Man appellerede også til Markusevangeliet, kapitel 16, vers 16: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; …”

“Reformationen er nødt til at fortsætte; det må forblive en fortløbende proces og en voksende bevægelse”

Sabbatreform – at reformere hviledagen
Med Luthers ”sola scriptura” (skriften alene) prøvede nogle anabaptister at være mere konsekvente med hen- syn til spørgsmålet om den bibelske hviledag end Martin Luther eller de andre to reformatorer. Når nogle af anabaptistlederne læste Bibelen – Det Nye Testamente nu allerede på tysk – kunne de ikke noget sted i Bibelen finde, at Gud havde afskaffet sabbat- ten, ugens sidste dag, og indført en ny dag, søndagen eller solens dag. De anabaptister, der ville reformere hviledagen, var overbeviste om, at søndagen blev indført af den romerske kirke. Sammen med de andre reformatorer, og i særdeleshed med Luther, var disse anabaptister enige om, at romerkirken var en antikristelig institution, som skulle reformeres i bunden, det der foregik i den lokale menighed, og i toppen, pavedømmet.

To af disse anabaptistledere, Oswald Glait og Andreas Fischer, kunne ud fra Luthers slagord ”sola scriptura“ (skriften alene) ikke se, at folk skulle fejre søndag, den første dag i ugen, men holdt i stedet fast ved lørdag eller ”sabbat“, den 7. dag, ifølge de 10 bud (se 2 Mos 20, 8-11). De var tidligere præster i romerkirken. De skrev endda bøger om emnet. Desværre overlevede disse bøger ikke på grund af middelalderkirkens jagt efter bøger, der afveg fra romerkirken. Men vi kender til bøgernes eksistens, da der blev skrevet bøger imod dem, som blev bevaret til vores egen tid. Disse to anabaptistreformatorer vir- kede i særdeleshed i det, som dengang blev kaldt for Böhmen, Mähren og Schlesien.

Desværre skulle også disse to sabbatsfejrende reformatorer og andre blive dræbt for deres bibelske overbevisnings skyld. Andreas Fischer blev taget til fange og ført til borgen Horka, Mähren (i dag Slovakiet) og kastetoverborgenshøjemuriafgrunden. Dette skete i året 1539/40. Glait fandt sin død ved at blive druknet i Donau floden, efter at han havde været fængslet et år og seks uger i Vienna i året 1546.

Selv om Luther bekæmpede anabaptisterne i almindelighed og også dem, der begyndte at fejre den bibelske sabbat – for ham var alle dage lige – så gav han dog blandt meget andet også anabaptisterne dette vigtige skriftprincip: ”skriften alene.” På dette grundlag kunne anabap- tisterne fortsætte deres reform af kirken f.eks. med hensyn til deres kirkesyn og dåben og indførelsen af fejring af sabbatten efter Bibelens ord. Reformationen er nødt til at fort- sætte; det må forblive en fortløbende proces og en voksende bevægelse.

af Richard Müller

Theol. dr. Pensioneret præst, forfatter og webpastor for Adventistkirken

Få endnu mere af vide om Martin Luther

Tag med på rejsen fra hans studietur til Rom, hans oplevelse af pavekirken og til han slår sine teser op på kirkedøren i Wittenberg. Oplev det hele i det første Modlys magasin.

Læs magasinerne online:
“Modlys – Martin Luther – Manden der ville forandre kirken”
“Modlys – Kirken har stadig brug for reformation”

Bestil begge magasiner her
40 sider om luthers liv

Forbind med os

– vil du vide mere om Adventistkirken så udfyld formularen her. Så skriver vi tilbage til dig, og hjælper dig med dine spørgsmål og kommentarer.