Fælleserklæringen i Lund - Modlys

Fælleserklæringen i Lund

En fælles erklæring mellem lutheraner og katolikker. Hvad er betydningen af denne begivenhed?

Den 31. oktober 2016 besøgte pave Frans Lund Domkirke i Sverige og deltog i en økumenisk bønnegudstjeneste for at markere begyndelsen på 500 års jubilæet for Reformationen.Ved samme anledning underskrev paven og lederen af Det Lutherske Verdensforbund, biskop Mounib Younan, en fælleserklæring, der havde til formål at hele sårene mellem de to kirkeretninger og bringe katolikker og lutheranere tættere sammen efter århundreders adskillelse. Denne begivenhed er ingen tilfældighed og bør give stof til eftertanke hos alle kristne.

Der har da også været skrevet meget i pressen om dette besøg, ligesom det har sat gang i mange spekulationer om, hvilken betydning det vil have for den kristne kirke i fremtiden.

Et stærkt signal

Det er ikke uden grund, at man valgte Lund Domkirke til at markere denne begivenhed. Det var netop i Lund, at man for 50 år siden grundlagde Det Lutherske Verdensforbund – og kirken, som kan dateres tilbage til 1144, har en lang historie fra før Reformationen som ærkebispesæde for hele Norden. Ved at benytte en historisk kirkebygning, som har tjent både den katolske og den lutherske kirke, sendte man et stærkt signal om en fælles intention om enhed.

Den større sammenhæng

For at forstå betydningen af denne begivenhed må det ses i en større sammenhæng. Det må ses som led i en udvik- ling, der sker i tilnærmelsen mellem to kirkeretninger, der på afgørende punkter har undsagt sig hinanden og været i bitter strid. Over årene har der været gjort forsøg på at rette ind på begåede fejltrin, nedtone forskelligheder og finde fælles områder, hvor man har kunnet samarbejde. Som et skridt på vejen blev ”Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren” underskrevet i Sankt Anna Kirke i Augsburg i Tyskland den 31. oktober 1999 af den romersk katolske Kirke og kirker inden for Det Lutherske Verdensforbund. Som det nok er kendt af mange, var netop retfærdiggørelse ved tro alene (lat. ’sola fide’) et kernepunkt i Martin Luthers opgør med romerkirkens vægtlægning på frelse ved gerninger. Fælleserklæringen i 1999 vandt dog ikke bifald hos de danske biskopper og lutheranske frikirker, som ikke deltog i underskrivningen i Augsburg. Selvom man glædede sig over, at emnet var sat på dagsordenen, fandt man, at dokumentet blandede tro og gerninger sammen og derved afveg fra den sunde lære. Da Vatikanet så i 2000 udgav en ny vejledning til udste- delse af aflad, blev det klart, at Fælleserklæringen i Augsburg ikke var, hvad man havde givet den udseende af.

Fælleserklæringen i Lund

Hvad står der så i Fælleserklæringen i Lund? – Der ind- ledes med at udtrykke en taknemmelighed til Gud for anledningen til at mødes og styrke den gensidige forståelse og tillid gennem en frugtbar økumenisk dialog. Dernæst opfordres der til at bevæge sig fra konflikt til fællesskab: ”Vor fælles tro på Jesus Kristus og vor dåb kræver, at vi dagligt omvender os og derved frigør os fra de historiske uenigheder og konflikter.” Ligeledes forpligter underskri- verne af dokumentet sig: ”.. på i fællesskab at vidne om Guds barmhjertige nåde, åbenbaret i den korsfæstede og opstandne Kristus.”

Den næste sentens i dokumentet er måske den mest iøjnefaldende og kontroversielle set fra et protestantisk synspunkt: ”Mange medlemmer i vores kirker længes inderligt efter at modtage nadverens sakramente ved et fælles bord som det konkrete udtryk for enhed.” Når man kender den meget forskellige teologiske opfattelse af nadveren i den romersk katolske kirke og de fleste prote- stantiske kirker, er det opsigtvækkende, at dette er kom- met med, og markerer et tydeligt skridt mod større enhed. Men det er måske ikke så opsigtsvækkende alligevel, da lutheranere nok lægger sig tættere op af den katolske kirke i nadverlæren end andre.

De næste afsnit lægger vægt på fælles tjeneste for menneskers værdier og rettigheder, arbejdet for de fattige i verden, modstand mod vold og ekstremisme og en opfor- dring til at tage godt imod flygtninge og asylansøgere. Dette afsnit står højt på pave Frans’ agenda og er derfor naturligt med i en sådan fælleserklæring. Under overskrif- ten: ”Ét i Kristus” sluttes der af med en opfordring til alle katolikker og lutheranere om at ”fortsætte den storslåede rejse, vi har foran os” ved at bede sammen, lytte til hinanden og udleve Kristi kærlighed.

Hvad der har ændret sig

Der er ingen tvivl om, at der gradvist sker en tilnærmelse mellem lutheranere og katolikker også i Danmark, i hvert fald på ledelsesplan. Ved ceremonien i Lund Domkirke var tre danske biskopper inviteret, to kom og en meldte afbud. At paven deltager i en fejring af jubilæumsåret for Reformationen er i sig selv et tegn på tilnærmelse. Den mest markante ændring er måske nok, at protestanter ikke længere i samme grad løfter deres røst i protest mod den katolske kirkes lære og praksis. Der spores en tydelig ligegyldighed, ja, nærmest en fascination og beundring af pavedømmet. Populariteten af pave Frans er overvældende. Han fremstår som hele kristendommens talsmand. Og religiøse ledere flokkes om ham og søger enhed.

Hvad der ikke har ændret sig

På trods af den megen omtale af pavebesøget i Lund og den positive tone i Fælleserklæringen, så er der væsentlige ting, der ikke er ændret. Det, som Martin Luther med bibel i hånd tog afstand fra i forhold til den romersk- katolske kirke, er ikke ændret. Den katolske kirke har ikke i væsentlig grad rykket sig i sin lære og praksis siden Luthers dage. Tværtimod har den konsolideret sin lære og magt. Hvis nogen har rykket sig, er det de lutherske og andre protestantiske kirker. Den katolske kirke stiller stadigvæk Bibelen og traditionen side om side. Bodssakramentet og gerningsaspektet i frelsen står fortsat uændret. Den holder fast ved sin nadverlære, hvor Jesus Kristus ofres på ny i messeofferet. Maria- og helgendyrkelsen florerer som aldrig før. Pavens ufejlbarlighed, når han udtaler sig i læresager, og hans position som Guds søns stedfortræder på jorden, er en hjørnesten i den katolske tro.

I reformationstillægget i Kristeligt Dagblad (6. januar 2017) mener den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, ikke, at den fælles fejring af reformationen i Lund er “udtryk for en større teologisk forbrødring mellem katolikker og protestanter.” Han peger endvidere på, at ”det katolske syn på enhed består i at blive én kirke med ét fælles overhoved.” Og han lægger selvfølgelig ikke skjul på, at kun paven i Rom kan være dette overhoved.

En profetisk udvikling

Mange vil se pavebesøget i Lund som en ønskværdig udvikling i den kristne kirkes historie. Et skridt på vejen til kristen enhed og dermed et bolværk mod ikke-kristne religioner og indflydelser. Andre vil se det som et tilbageskridt for reformationens kerneværdier, som bygger på Guds ord alene. Overskrifter i pressen har allerede udråbt besøget som en markering af reformationens afslutning. Uanset hvad, så synes dette besøg at være endnu en milepæl i en profetisk udvikling, der er i gang. Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, kapitel 13, peger i dramatiske billeder på et forsøg på at skabe enhed i den kristne verden ved endens tid. Et forsøg, der vil ende i en katastrofe, fordi man gentager historiens fejltrin ved at ignorere Bibelens klare ord og bruger magt til sidst for at gennemføre sin dagsorden. – Jo, pavebesøget i Lund giver i sandhed stof til eftertanke.

af Sven Hagen Jensen

Præst for Adventistkirken i
Nordvestjylland og flittig
skribent. Tidligere missionær i
Afrika og Mellemøsten

 

Få endnu mere af vide om Martin Luther

Tag med på rejsen fra hans studietur til Rom, hans oplevelse af pavekirken og til han slår sine teser op på kirkedøren i Wittenberg. Oplev det hele i det første Modlys magasin.

Læs magasinerne online:
“Modlys – Martin Luther – Manden der ville forandre kirken”
“Modlys – Kirken har stadig brug for reformation”

Bestil begge magasiner her
40 sider om luthers liv

Forbind med os

– vil du vide mere om Adventistkirken så udfyld formularen her. Så skriver vi tilbage til dig, og hjælper dig med dine spørgsmål og kommentarer.